Evigt rodløs – ufrivilligt såvel som frivilligt.

Evigt rodløs – ufrivilligt såvel som frivilligt.

Kære blogger-verden, det skal ikke komme som nogen overraskelse, at mennesker med personligheds-vanskeligheder har svært ved at tilpasse sig. Dette kan vise sig ved gentagne adresse-skift, spontane flytninger og endda pludselige indskydelser om at skulle flytte til andre lande. I mit tilfælde er der adskillige adresse-skift i mine 25 år og jeg vil ikke være rodløs mere.

Rodløs som barn

Inden vi flyttede til Danmark i ’98, havde jeg allerede flyttet cirka 6 gange. 6 gange på 5 år. De første 5 år af mit liv.

Fra jeg var 5 til jeg blev 17, er der registreret 14 adresse-skift. Det er vel og mærke de registrerede. Udover dem, har jeg flyttet cirka 3 gange. Boet på skift hos familie og venner, levet i en kuffert, aldrig følt mig hjemme og evigt rodløs.

Det er ikke fordi at jeg har noget imod det, jeg kender jo ikke andet. Jeg kender ikke til ‘barndomshjemmet’ eller den følelse af hjem. Jeg bliver misundelig når mine veninder skal hjem til Jylland. Til de omgivelser de er vokset op i, til den mor der altid står klar med åbne arme, hjem. 

Aldrig hjemme

Der er to måder hvorpå man aldrig er hjemme. Der er garanteret en masse måder, men jeg fokuserer på de to måder jeg selv kender til.

  1. Den måde hvor man rent fysisk aldrig er hjemme. Jeg var sjældent hjemme. Jeg var altid ude og lave noget. Være sammen med mine venner, kæreste eller simpelthen bare være ude, for ikke at være hjemme. Så længe jeg kunne holde mig væk, jo bedre.
  2. Den måde hvor man psykisk aldrig føler sig hjemme. Jeg har tidligere nævnt i et andet indlæg, at jeg har flyttet en del. Og disse flytninger har gjort det, at jeg ikke har så nemt ved at falde til. Jeg føler mig ikke hjemme mange steder. Faktisk føler jeg mig næsten aldrig hjemme. Det eneste sted jeg har følt mig hjemme, er når jeg har været hos min mormor og morfar. De er desværre gået bort og jeg savner dem afskyeligt meget.

Ufrivilligt rodløs

Jeg har altid ønsket en stabil base.

Jeg troede at tingene var ved at vende for mig. Tue og jeg blev gældfri i løbet af ugen, jeg har det bedre psykisk, Jónathan trives og Tue er i fuld gang med at søge læreplads til drømme-uddannelsen.

Men som det altid har været, skal Viktoría da ikke nyde noget af positiv forbedring i hverdagen. Så på trods af at vi havde en aftale om at kunne bo i vores nuværende lejlighed i 2+ år, har udlejer valgt at opsige os som lejere. Vi har end ikke boet her i 1 år. Vi er blevet bedt om at flytte, fordi udlejers forældre har manglet et sted og bo. De har kendt til forældrenes situation siden sidste vinter – altså lang tid før vi flyttede ind.
Og nu skal vi optage nye lån. Større lån, fordi vi kan ikke nå at spare op til en andelslejlighed på 3-4 måneder. Tue må sige nej til en eventuel læreplads. Jeg kan ikke begynde at arbejde på deltid og stadig gå til behandling. Jeg har endnu ikke en fastansættelse og kun 2 måneder tilbage på S.U.

Jeg kan ikke se en lys fremtid de næste år. Men jeg vil prøve for Jónathan.

Endnu engang er jeg tvunget til at flytte. Mod min vilje. Og jeg er end ikke sur. Tue er tosset! Mine venner er vrede og frustrerede på mine vegne, men jeg er intet. Jeg er bare lidt chokeret.
Hvorfor reagerer jeg ikke mere på denne uretfærdighed? Det at min lille familie er blevet ned-prioriteret af en god ven og at min 1,5-årige søn skal rives ud af en institution han trives i.

Fordi jeg er vant til det.

Jeg er så sygeligt vant til svigt og at hver gang der sker noget godt, skal jeg ikke have lov til at nyde det. Jeg er alt for vant til svigt.

Jeg vil gerne have en base

Det eneste jeg ønsker for min lille dreng, er at han kan have sig en tryg base. At han kan føle sig tryg og hjemme. Jeg ved godt at han ikke tager skade og slet ikke kommer til at mærke til det, da han er så lille endnu. Men prøv at forestil dig alt hvad du har været utilfreds med i dit liv. Du arbejder hele dit voksenliv på at kunne give dit barn en bedre barndom end hvad du havde.

Det lykkes bare ikke altid. Jeg bliver desværre nødt til at flytte med min 1,5-årige søn for 2. gang i hans korte liv. Please, please, please Viktoría – lad være med at blive din mor. Find dig en base. Find en base for Jónathan.

Kan en mor hade sit barn?

Kan en mor hade sit barn?

Sikke en overskrift at lægge ud med efter en måneds pause fra bloggeriet. Det er nu engang det, der ligger mig på sinde her til aften, så jeg må hellere få det ud. Som mange af jer ved, så bruger jeg denne blog som en form for terapi. En måde for mig at komme ud med de frustrationer, tanker, bekymringer eller hvad som fucking helst, der optager mig.

Og NEJ – jeg hader ikke Jónathan! Read More

Ikke vellidt – men det var min egen skyld

Ikke vellidt – men det var min egen skyld

Kan I huske den pige i gymnasiet, der bare ville have al opmærksomheden?
Hun troede hun var the shit, kunne synge, hun troede hun var den smukkeste pige på hele skolen og flirtede måske med enhver diller, der gik forbi.
Fuck hun var træls.

Fint vellidt i starten

Hun røg, så det var oplagt at hun begyndte at hænge ud med alle rygerne. Det var selvfølgelig ikke sjovt for hende, da de én efter én begyndte at droppe ud af gymnasiet. Hun endte med at være det tredje hjul.

Det var altid i baghovedet. Hun har altid vidst det.
Men det gik for alvor op for hende, da de sad tre piger, veninder, og var skæve en tilfældig tirsdag. Eller var det torsdag? Den ene veninde griner lige op i fjæset på det tredje hjul og spurgte;

“Hvad laver du her egentligt? Hahahaha. Du er her bare! Du er der altid bare.”

Okay. Nu stopper jeg. Det er selvfølgelig MIG, jeg skriver om. Nu skal i ikke sidde og lade som om i er overraskede!

Sladretaske og god til at tale folk efter munden

Jeg var sgu en sladretaske.

“Ej, har du hørt………?” 

Det var én af mine mest brugte sætninger. Du kunne aldrig fortælle mig noget, som jeg ikke fortalte videre. Medmindre det selvfølgelig var min tætteste veninde. Syntes Marie, at Klaus var lidt hot, så kan i fandme bande på, at Klaus vidste det efter næstkommende gym-fest. Så nederen var jeg. Og jeg tror godt at jeg vidste det.

Jeg var også rigtig god til at sige hvad jeg troede andre ville høre. Jeg var for det meste enig med alt og så vidt jeg husker, havde jeg ikke rigtig nogen meninger eller holdninger. Det var nok bare det som de andre sagde, I ved.

Det er virkelig svært at starte på gymnasiet uden en identitet. Uden noget at være god til. Uden selvtillid, selvrespekt og nyligt udskrevet fra Aalborg Syghus efter en indlæggelse forårsaget af overdosis af smertestillende, taget for at ende mit eget liv.
At skulle starte på gymnasiet var hårdt. Jeg vidste ikke hvem jeg var, jeg ville bare gerne dø og nu mødte jeg alle disse spændende nye mennesker og jeg ville bare gerne have at de skulle kunne lide mig.

Den forkerte klasse

Set i bakspejlet skulle jeg nok ikke have valgt musik-klassen. For NEJ! jeg kan ikke synge, selvom jeg troede det dengang (pinligt!), jeg kunne ikke spille noget instrument, selvom jeg ville ønske jeg kunne og så havde jeg utroligt svært ved at lære at læse de skide noder.

Der gik ikke lang tid før de fleste i klassen kunne se at jeg måske ikke var så meget ved.
Selvfølgelig var de alle søde! Jeg tror bare ikke jeg faldt i så manges smag. Det er egentligt ret selvforskyldt og havde jeg vidst at jeg havde Borderline dengang, så tror jeg måske min gym-oplevelse havde været anderledes.
Jeg siger ikke at alting var skidt. Jeg havde også rigtig gode venner, en sød kæreste og altid noget at give mig til.

Efterladt

Én ting husker jeg. Som fuldstændig knækkede mig indvendigt og jeg har haft utroligt svært ved at stole på nye veninder efter den oplevelse.

I 3.g tog klassen til Århus og besøgte en lærer. De fleste af os blev i Århus og festede om aftenen. Jeg skulle overnatte hos en klasseveninde og så hjem til Aalborg dagen efter. Vi tog på G-bar og derefter til morgenfest hos et søskendepar. Jeg husker ikke helt hvordan det endte så galt, men dagen efter vågnede jeg med en fremmed fyr ved siden af mig og en pige der sov på gulvet. Ingen af dem var min klasseveninde. Hun var gået. Jeg var åbenbart gået kold i fyrens seng og hun havde efterladt mig.

Det kan godt være at jeg ikke var så vellidt i gymnasiet. Men jeg anede ikke at det var så galt.

Gudskelov har jeg fantastiske venner og veninder den dag i dag.

Jeg fortryder meget ved min gymnasietid, men jeg kan heldigvis godt se nu, at det ikke var mig. Det var en lille pige der søgte bekræftelse hos alle og som ikke vidste hvem hun var.

Heldigvis går jeg ikke i gymnasiet mere og jeg har det godt! (Altså så godt som man nu kan have det med PTSD og Borderline)

 

En opfølgning

En opfølgning

Kan i huske da jeg skrev et indlæg om hvor jeg græd? Hvis ikke du har fået det læst, kan du lige smutte ind og læse det her inden du går videre med at læse dette indlæg. Hvor træls er det ikke lige at have læst nogle sætninger og bare tænke ‘wtf har jeg lige læst? HVEM HAR SKREVET DET HER USAMMENHÆNGENDE LORT!?” Ej. Det er måske ikke helt sådan du vil reagere.

OPFØLGNING

Det her er sådan set bare en “opfølgning” på mit tidligere indlæg. Jeg har virkelig skulle overtale mig selv til at få skrevet og udgivet det her, for jeg er så bange for at få flere beskeder. Ja – flere beskeder.

Jeg havde det ret svært ved at udgive indlægget “Hvor græder du?” både fordi det er sygt grænseoverskridende, men også fordi jeg var nervøs for eventuel negativ respons. Det indlæg handler om min oplevelse af en episode, der udspillede sig i min barndom. Det handler om mine følelser og er skrevet ud fra mit perspektiv. 

Ja, jeg havde såmænd godt tænkt at nogen i familien kunne finde på at skrive til mig. Jeg havde bare håbet at han/hun/de kunne se at jeg havde haft det virkelig svært og måske havde brug for en slags trøst nu. Bedre sent end aldrig, ikke sandt?

“Du vil gerne fremstå som et offer.”

Jeg blev ringet op, og heldigvis var jeg inde og putte Jónathan, så jeg nåede ikke at svare telefonen. Da jeg kom ud i stuen og så at vedkommende havde ringet til mig, vidste jeg godt hvad klokken var slået.

Godt jeg ikke svarede den. Det har sikkert været skæld-ud. 

Jeg fik en SMS i stedet for. Og hvor er jeg ked af, at det ikke var som jeg havde håbet. En lille besked hvor der står “Jeg er ked af at du har haft det sådan” havde været the shit! Men nej. I stedet fik jeg at vide, at jeg havde fået nogen jeg elsker til at græde, at jeg gerne ville fremstå som et offer og mere til.

Sandheden.

Jeg fik at vide i beskeden at nu skulle jeg også huske at fortælle på min blog, hvad det var jeg havde gjort forkert. Tro mig – jeg ville ønske jeg kunne huske det. Jeg ville ønske jeg kunne huske hvad der var sket, for hvis jeg kunne huske det, havde det måske ikke været så traumatiserende for mig? Så havde jeg måske ikke husket det som så voldsom en episode, men nærmere en retfærdig afstraffelse. Men hvad ved jeg? Jeg vil jo bare gerne fremstå som et offer.

Jeg har skrevet sandheden og jeg er af den holdning, at hvis ikke du kan rumme at andre skriver/fortæller om hvordan de har det, så luk røven. Helt seriøst – FLET. FJABBEN. Jeg blev helt rystet efter den SMS, for vedkommende ved udmærket godt at jeg kæmper med en fødselsreaktion (høhø, den autocorrect-ede til fødselsEREKTION), angst, tvangstanker og guderne ved hvad mere.

Skal jeg ignorere det?

Jeg har været rigtig god til at ignorere negative kommentarer og simpelthen ikke svaret tilbage på beskeder fra nogle personer, da jeg ikke mener jeg har brug for dem i mit liv. Der ville ikke komme noget godt ud af det, da det er sådanne typer hvor verden bare er imod dem. Kender i typen? Det er alle andres skyld. Alle er ude efter at få dem ned med nakken og de har det bare super hårdt. Hvor må det være belastende at have så lidt selv-indsigt og manglende ansvarsfølelse. Ej, mere belastende for de mennesker

Den SMS kunne jeg ikke ignorere. Vedkommende fik en SMS tilbage. Det første personen havde hørt fra mig siden februar i år og jeg skrev at hvis de kontaktede mig eller min familie igen, ville jeg melde dem til politiet. Det er ikke den eneste negative besked mig eller min kæreste har fået fra de pågældende familie-medlemmer og det havde ikke været den sidste.

B L O K E R E T, bitch!

Jep. De er blevet blokeret på alle mulige måder. Det har været svært at skulle affinde mig med tanken om at de ikke skulle have en del i mit liv, men hold nu kæft hvor er jeg ved at være glad for min beslutning. For ved i hvad? Jeg vil sætte mig og mine behov først (og selvfølgelig også Jónathans) ♥

Hvis der kommer mere, laver jeg en opfølgning på min opfølgning! Jeg håber dog ikke at det bliver nødvendigt.

Kys og kærlighed til jer ♥

Min store kærlighed ♥ P.S. Så var det ikke den bedste bryn-dag for mig. You know it, I know it.

 

Hvor græder du?

Hvor græder du?

Vi har nok hver især vores favorit sted, hvor vi kan græde i fred. Hvor du ikke bliver forstyrret og hvor du kan lade dine tårer få frit løb omend det kun er i et par minutter. Jer med større børn, tumlinger om i vil, – det gælder IKKE jer. I er aldrig alene og jeg frygter den dag mit barn kan gå og løbe, jeg synes allerede det er hårdt nu og Jónathan møver sig bare frem. Det er mig en gåde hvordan og hvor i får grædt ud. Don’t get me started on dem der har tvillinger! Hvordan i finder tid til at få grædt bare lidt, er mig en endnu større gåde. Nína, my girl (virtuel fistbump) Read More