Mit første flashback

Mit første flashback

Jeg vil i dette indlæg prøve så vidt muligt at forklare, hvordan et flashback føles for mig. Følelsen af at få et fortrængt minde tilbage, er næsten ubeskrivelig. Lige nu er jeg taknemmelig for min PTSD, for jeg ved sgu ikke hvordan mit liv havde været i dag, hvis ikke disse traumer var blevet fortrængt.

Nu er de minder begyndt at snige sig op til overfladen i form af et flashback og jeg ved ikke om jeg glæder mig til at møde flere minder, eller om jeg skal håbe min PTSD passer sit fucking arbejde.

 Skeptisk omkring diagnosen

Jeg har fra diagnose-tidspunktet altid været meget skeptisk omkring min diagnose, da jeg aldrig har oplevet et flashback.
Jeg har været skeptisk omkring diagnosen, fordi jeg er så velfungerende (siger hun og propper munden med anti-depressiv medicin og rødvin). Jeg føler at jeg har latterliggjort de mennesker med “reelle” traumer ved at have fået min diagnose.

Det jeg skal vænne mig til, er at PTSD viser sig på forskellige måder, fordi vi som mennesker er så forskellige. Hvad jeg mærker som værende et traume, er ikke nødvendigvis et traume for et andet menneske.

Men jeg vil gerne fortælle om det flashback jeg fik. Jeg vil gerne fortælle jer hvilket minde der dukkede op til overfladen og hvordan jeg fik det i øjeblikket og efter.

Mit første flashback

Kender i det når man dufter til noget bestemt mad og bliver taget tilbage til mormors køkken? Eller når i kommer forbi en mand med den samme parfume på, som din eks havde? Så bliver du taget lidt tilbage og husker måske et øjeblik i havde sammen i den situation.
Sådan oplevede jeg mit flashback – bare 10.000 gange mere intens.

Tue og jeg lå på sofaen og så Bad Moms Christmas og (uden at spoile), blev jeg trigget af et skænderi i filmen.
Jeg så skærmen, men det var som om der var en anden film der spillede i mit ene øje. Kan i følge mig? Som om at jeg godt kunne se filmen, men scenen havde mig som hovedperson.

Jeg står midt i rummet og kigger på en lille lyshåret pige der sidder i sengen. Hun sidder med knæene oppe under hagen. Hun sidder og holder sig for ørene. Hun sidder og vugger sig frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. I takt med den rytmefaste vuggen, skriger hun “Gå ud, gå ud, gå ud, gå ud”. Tårene vælter ud, stemmen er væk, hun er rød i hele hovedet, men hun bliver nødt til at fortsætte indtil døren lukker. Indtil hun får fred.

Jeg vender mig om, og bagved mig står pigens mor og råber af hende. Jeg kan ikke høre hvad hun siger, men pludseligt vender moren sig om og kalder på stedfaren.

“KOM HER OG SE! HUN ER JO SKINGRENDE SINDSSYG! PRØV LIGE AT SE PÅ HENDE! DER ER ET ELLER ANDET HELT GALT MED HENDE!”

Så står de der og snakker om hvor sindssyg hun er og at de ikke ved hvad de skal stille op med hende. Hun kan høre alt de snakker om, men det kan jeg ikke. Ikke mens jeg står der midt i rummet og prøver at følge med i hvad der sker omkring mig.

Døren lukkes, men hun bliver siddende lidt endnu. Hvad hvis de ikke er færdige? Hvad hvis de lige vil komme med nogle afsluttende kommentarer? Hun venter og jeg forsvinder.

Hvad skete der?

Da mit sind er tilbage i nuet, er jeg lamslået. Jeg havde fuldstændig fortrængt dette minde. Dette mareridt, som desværre ikke har været et enkeltstående tilfælde. Jeg skynder mig at tale om oplevelsen med Tue, så jeg kan få sagt det jeg husker. Så er der jo større sandsynlighed for at jeg ikke glemmer det igen.
Jeg kommer i tanke om hvorfor jeg sad og vuggede mig frem og tilbage, frem og tilbage.
Jo mere psykotisk jeg virkede, jo hurtigere ville hun lade mig være. Og det virkede da. Jovist – jeg skulle lige ses på og latterliggøres for min dramatiske opførsel, men de gik. Døren bliver lukket og den lille lyshårede pige kunne få lov til at gå i seng. Sove hovedpinen og sulten væk.

At få et flashback er fuldstændig uvirkeligt og jeg kan slet ikke beskrive den følelse det giver efterfølgende – men jeg vil prøve.

Efter mit flashback var jeg nærmest helt høj. Det føltes som en orgasme, som at være på coke (ikke fordi jeg kender til det……), som at være til koncert. Den gode, forløsende følelse varede ikke længe. Helt ufrivilligt og pludseligt triller tårene ned af mine kinder og al følelse forsvinder ud af min krop.
Og jeg er faktisk stadig ret ramt af det. Jeg har de sidste par uger haft en følelse af ligegyldighed. En følelse af tomhed, tristhed og manglende identitetsfølelse.

Er jeg sindssyg?

Efter sådan en oplevelse kommer bekymringerne og tvivlen på mig selv.
Er jeg virkelig sindssyg?

Det kan da sagtens være at dette minde er pure opspind og at det aldrig har fundet sted. For hvem kan jeg tro på, andet end mig selv? Jeg kan ikke spørge min mor om det er sket, for ville hun ikke lege Casper Christensen og “benægt, benægt, benægt”? Der har aldrig været anerkendelse fra hendes side af. Aldrig en undskyldning på dårlig opførsel fra hende. Aldrig anerkendelse af mine følelser og oplevelser af min barndom / teenage-år.

Så det er vel meget plausibelt at jeg bare har fundet på det hele, ikke? At jeg rent faktisk er psykopat og opsøger drama, som hun siger. At jeg bare leder efter problemer og jeg lader alt mit lort gå ud over kvinden som gav mig liv.

Er jeg sindssyg?

……… Hvor ville jeg ønske at jeg havde en kold Pepsi Max lige nu.

 

 

Hvis i kan lide hvad i læser, kan i følge mig på BlogLovin’ eller Instagram

<3 <3 <3

Hvad er PTSD?

Hvad er PTSD?

Hvad er PTSD?

….. ja, det ved jeg faktisk ikke. Eller jo, jeg ved da godt hvad PTSD er. Men jeg tror ikke jeg forstår det helt præcist.

Men hvad er der at skulle forstå?
Jeg har, siden juli i år, fået at vide af tre forskellige læger og psykologer, at jeg har PTSD. Første gang de bragte det på banen, børstede jeg det lidt væk. For SÅ slemt har jeg jo ikke haft det, vel? Read More