Afmagt

Afmagt

Jeg er færdig. 

At være udmattet, føle afmagt og tristhed er absolut ikke dejlige følelser at have sådan en onsdag eftermiddag.

Allerede i går begyndte tegnene på et sammenbrud at dukke op. Jeg storhulkede og hadede Tue, for at være den der fik lov til at se hvor meget vores søn trives i sine nye omgivelser – nemlig i vuggestuen. Sådan er det vel at være mor? De vokser alt for hurtigt og man kan desværre ikke stoppe tiden lidt og være med i alt det der sker i vores små bassers liv – selvom vi så gerne vil.

Onsdag.

Jeg har hele ugen vidst at jeg skulle skynde mig hjem i dag, fordi Tue skulle nå at være til kursus på sit arbejde klokken 16. Jeg fik såmænd også lov til at gå klokken 14:50 og skyndte mig ned for at klæde om. I ved alle sammen godt hvor lange sådanne hospitaler er, ikke? Jo. Min afdeling er i den ene ende på 9. sal og mit omklædningsrum er i den anden ende på 2. sal. Det tager sin tid at komme derned, klæde om, tage hele vejen tilbage igen og ud til bussen.

Bussen kører for næsen af mig, da jeg kommer ud. 5c – FARVEL. Der er klokken 15:10 og jeg ved at næste bus først kommer 15:25. Øv. Ring til Tue og sig du kommer for sent! 
Tue er irriteret og stresset, jeg er irriteret og stresset, men der er bare ikke en fucking skid at gøre ved det.

Hjemme.

Jeg kommer ind af døren, får et kys og et farvel og så ser jeg ellers bare Tues smukke bagparti gå ud af døren. Han kommer først hjem igen klokken 20:15.
Jeg når lige at kramme mit barn og så ringer dørklokken. Jeg havde jo sagt til min far at jeg ville være hjemme klokken 16, så han kunne komme der og installere Office-pakken. Det har han siden mandags sagt at han havde og ville installere for mig. Jeg bliver lettere irriteret da han ringer på 15:59, men det er ikke noget jeg ikke lige kan børste af mig igen.

Jeg siger at han lige må sætte sig og vente – jeg har et par bryster der trænger til at blive tømt.
Da Jónathan og jeg kommer ud i stuen igen, løber jeg lige ind for at tisse og så hører jeg mit barn græde. Sådan virkelig. Han er bange for morfar.

Note to self: hvis du vil have noget gjort – så gør det selv.

Min far siger:

“Jeg har faktisk ikke engang Office-pakken.”

Jeg bliver først irriteret og fortalte ham at det skulle han da have sagt noget før. Men okay, det er min fejl at jeg venter til to dage inden jeg skal aflevere en studieplan med at få købt Office. For når folk siger de gør noget for én, skal man ALTID huske på ……. at det gør de ikke.
Jeg har i forvejen svært ved at bede om hjælp og det her er bare ikke første gang jeg bliver svigtet på den måde. Selv Tue havde i et par uger sagt:

“Jeg kan godt finde det billigere på nettet”.

JAMEN OKAY! SÅ GØR DET DOG!

Nej, jeg gør det selv.

Bitch, I’m leaking.

Oveni at jeg sidder og prøver at holde mine frustrationer tilbage, så de ikke eksploderer i hovedet på min stakkels far, skriver min veninde. Jeg får overfortolket hendes besked og i min sårbarhed læser jeg beskeden som om at hun siger jeg “søvn-træner” mit barn. OH HELL NO!

Så kom det. De løb ned af mine kinder, uden hulken, bare tårer. Så da jeg vendte mig om mod min far og bad ham om at gå med det samme, kunne han godt se at det skulle ikke diskuteres. Han sagde undskyld, men det var for sent. Jeg har fået nok.

Nu er jeg alene hjemme med Jónathan, som jeg måske har haft brug for, og græder. Jeg græder i køkkenet, jeg græder i stuen, jeg græder i soveværelset. Jeg græder alle steder og det er vel et fremskridt?

Afmagt
Et lille stemningsbillede