Dagen med depression

Jeg vil i dette indlæg, prøve at vise Jer, hvordan en dag med svær depression er. En dag med ingen overskud, ingen glæde og ekstrem magtesløshed.

Godmorgen

Natten var hård. Jeg vågner med store poser under øjnene og det føles som om jeg slet ikke har sovet. For aftenen forinden havde jeg været i en tilstand af psykose. Mens Tue var ude og børste sine tænder, lå jeg i sengen med lille Jónathan ved min side. Lige pludselig kalder Tue på mig. Han kalder, men det er ikke Tues stemme, og idet går det op for mig at det er inde i mit hoved. Jeg får det skidt – jeg får det på samme måde som da jeg boede hos min mor. Jeg forsøger at lukke øjnene, men så kommer der en masse klamme indre syn. Påtrængende mennesker der forsøger at skræmme mig. Og jeg bliver bange. Jeg ryster, græder, er bange.

Tue kommer ind og jeg kan se i hans øjne at han bliver ked af at se mig sådan. Han ved hvordan han bedst muligt er der for mig. Han tager min hånd og forklarer mig at det bare er os. At ham og Jónathan passer på mig. At han passer på mig. At de begge er der, når jeg vågner.

Jeg vågner, men er ikke udhvilet. Mit hoved har ikke sovet, imens min krop har haft brug for hvile. Hvordan forklarer man det her bedst?

Jeg gør Jónathan klar til vugger og jeg giver ham alle mine smil. Jeg giver ham al min energi og al min kærlighed. Selvom jeg ikke kan mærke én eneste følelse. Jeg ved bare at jeg skal ikke lade Jónathan mærke hvad der sker. Jeg ved bare at jeg skal være der for ham – ligeså meget som han er der for mig.

Middag

Tue siger jeg skal sove. Tue fortæller mig at det er okay at jeg sover. Han siger jeg har brug for at sove.
Okay, Tue har ret. Eftersom jeg ikke selv kan tænke, har jeg behov for at der er én der tænker for mig. Jeg må hellere sove.

Jeg lægger mig efter Tue er kørt med Jónathan. Han ringer for at sige at min lille delle er kommet sikkert frem i vuggestuen og forsikrer mig om, at de begge er okay. Jeg falder i søvn. Mine drenge er okay.

Jeg vågner ved at psykiateren ringer. De følger mig meget tæt og det er faktisk utroligt betryggende. Hun ringer og fortæller mig at jeg virkelig burde overveje anti-psykotika og for blot at høre hvordan min nat er gået. Hun er fucking dejlig, sympatisk og jeg føler mig ekstremt tryg ved begge mine behandlere. De fortæller mig hvordan jeg bedst muligt kan forbedre min sindstilstand i hverdagen.

Jeg fortæller mine ben at nu skal de bevæge sig. Nu skal jeg på toilettet. Kom nu, flyt jer.
Okay, jeg bliver liggende og kigger op i loftet lidt endnu.

BEVÆG JER SÅ! Jeg sætter mig på sengekanten og kigger ind i væggen. Hvad tænker jeg? Ingenting. Jeg fokuserer på væggen uden én eneste tanke.

Næste skridt: op og stå. Du skal bare kunne rejse dig op, Viktoría. Du skal bare lige ind på badeværelset så du kan sætte dig og skide.
Jeg når fra A til B og sidder og falder hen på toilettet. Jeg græder, mens jeg skider. Fucking underligt. Og jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Jeg ved ikke noget som helst.

Jeg tørrer mig, vasker fingre og kigger ned i kummen. Bruno har efterladt sine spor, men tanken om at tage toiletbørsten op, virker så uoverskuelig, så svær, så meget arbejde – at jeg lader de brune streger være. Så kan det være jeg kan tage det næste gang jeg skal på toa.

Eftermiddag

Jeg kigger ind i computerskærmen. Jeg kigger på min bachelor-opgave, uden at se noget. Jeg kigger bare. Jeg rejser mig op, går rundt om stuebordet, sætter mig. Rejser mig op, går i køkkenet og åbner en skuffe, jeg lukker skuffen uden at tage noget op og sætter mig igen. Hvorfor gør jeg det? Hvorfor udfører jeg ligegyldige handlinger. Jeg går op og åbner vinduet og lukker det igen. Jeg sætter mig. Kigger på computerskærmen, kigger ned i bordet. Kigger på en kuglepen, tager den op, sætter en streg på bordet. Nu kan jeg gå op i køkkenet hente en klud og tørre stregen væk. En handling med mening. Okay, det kan jeg godt.

Jeg lægger mig i sofaen, fosterstilling, halvdelen af kroppen på gulvet, ubehagelig stilling, jeg har hovedpine.

Jeg burde gå i bad inden drengene kommer hjem. Jeg kan lugte mig selv. Jeg stinker af skede og der er store fedtklumper i mit hår. Hvorfor har Tue ikke sagt noget? Fordi han elsker mig, og vil at jeg tager tingene stille og roligt uden at stresse over ligegyldige ting. Jeg burde gå i bad. Men hvordan går man i bad? Hvordan er det nu man tager sig sammen? Hvad kommer først – shampoo eller balsam?

Tue og Jónathan kommer hjem.
Nu skal jeg være på. Nu skal jeg være mor.

Aften

Jónathan kommer og krammer mig. Tue kommer og kysser mig. Tue spørger hvordan jeg har det.

Jeg har en depression – jeg er deprimeret

Han siger at han ved det godt. At det er svært at se mig sådan, men at han er her. Han vil altid være der for mig. Han er min støtte, min klippe og min bedste ven.

Jeg har ikke handlet ind i mange dage. Jeg ser hvad der er; kartofler, vegetarbøffer og fiskefars.
Tue får vegetarbøffer og Jónathan og jeg får fiskedeller. Verdens kedeligste aftensmad, men Tue siger tak for mad og tak fordi jeg gad at lave mad til familien. Han siger det smager dejligt og at det skulle jeg prøve igen en anden dag. Tue er fantastisk.

Depression

Tænk sig at jeg har haft det sådan alle mine ungdomsår, og troede at det var sådan alle havde det. At alle mennesker havde fremmede stemmer og ansigter i hovedet. At alle hørte stemmer der ikke var der.
Det er efterhånden svært at følge med i. For jeg kender ikke til anden virkelighed. Jeg kender ikke til et liv uden “mine stemmer”. Jeg kender ikke til et liv uden mine mareridt og uden de uvelkomne selv-skadende tanker. Jeg vil så gerne skære, men jeg gør det ikke.
Hvordan skal jeg nogensinde kunne forklare det overfor min dreng, når han spørger hvor de ar kommer fra?

Jeg elsker mine drenge for meget, til at kunne påføre dem den smerte.

 

5 Replies to “Dagen med depression”

  1. Du.er.fantastisk.punktum.

    Pisse modigt at dele med os andre! Blev ved! Måske hjælper det dig også et sted hen, hvem ved…
    Det værste man kan gøre er jo at tie, og dét gør du ikke.

    Alle mine kram din vej<3

  2. Du er bare sej! Syntes det er så sejt du deler med dig om din psykiske uhelse, så vigtigt. Stor krammer herfra 🙂

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      Tusind tak!
      Du får en krammer fluks tilbage!

  3. Stor krammer til dig Viktoria – du er simpelthen så sej at dele dit liv med os❤️

  4. Har sagt det før nu siger jeg det igen. Du er pisse sej!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.