En opfølgning

Kan i huske da jeg skrev et indlæg om hvor jeg græd? Hvis ikke du har fået det læst, kan du lige smutte ind og læse det her inden du går videre med at læse dette indlæg. Hvor træls er det ikke lige at have læst nogle sætninger og bare tænke ‘wtf har jeg lige læst? HVEM HAR SKREVET DET HER USAMMENHÆNGENDE LORT!?” Ej. Det er måske ikke helt sådan du vil reagere.

OPFØLGNING

Det her er sådan set bare en “opfølgning” på mit tidligere indlæg. Jeg har virkelig skulle overtale mig selv til at få skrevet og udgivet det her, for jeg er så bange for at få flere beskeder. Ja – flere beskeder.

Jeg havde det ret svært ved at udgive indlægget “Hvor græder du?” både fordi det er sygt grænseoverskridende, men også fordi jeg var nervøs for eventuel negativ respons. Det indlæg handler om min oplevelse af en episode, der udspillede sig i min barndom. Det handler om mine følelser og er skrevet ud fra mit perspektiv. 

Ja, jeg havde såmænd godt tænkt at nogen i familien kunne finde på at skrive til mig. Jeg havde bare håbet at han/hun/de kunne se at jeg havde haft det virkelig svært og måske havde brug for en slags trøst nu. Bedre sent end aldrig, ikke sandt?

“Du vil gerne fremstå som et offer.”

Jeg blev ringet op, og heldigvis var jeg inde og putte Jónathan, så jeg nåede ikke at svare telefonen. Da jeg kom ud i stuen og så at vedkommende havde ringet til mig, vidste jeg godt hvad klokken var slået.

Godt jeg ikke svarede den. Det har sikkert været skæld-ud. 

Jeg fik en SMS i stedet for. Og hvor er jeg ked af, at det ikke var som jeg havde håbet. En lille besked hvor der står “Jeg er ked af at du har haft det sådan” havde været the shit! Men nej. I stedet fik jeg at vide, at jeg havde fået nogen jeg elsker til at græde, at jeg gerne ville fremstå som et offer og mere til.

Sandheden.

Jeg fik at vide i beskeden at nu skulle jeg også huske at fortælle på min blog, hvad det var jeg havde gjort forkert. Tro mig – jeg ville ønske jeg kunne huske det. Jeg ville ønske jeg kunne huske hvad der var sket, for hvis jeg kunne huske det, havde det måske ikke været så traumatiserende for mig? Så havde jeg måske ikke husket det som så voldsom en episode, men nærmere en retfærdig afstraffelse. Men hvad ved jeg? Jeg vil jo bare gerne fremstå som et offer.

Jeg har skrevet sandheden og jeg er af den holdning, at hvis ikke du kan rumme at andre skriver/fortæller om hvordan de har det, så luk røven. Helt seriøst – FLET. FJABBEN. Jeg blev helt rystet efter den SMS, for vedkommende ved udmærket godt at jeg kæmper med en fødselsreaktion (høhø, den autocorrect-ede til fødselsEREKTION), angst, tvangstanker og guderne ved hvad mere.

Skal jeg ignorere det?

Jeg har været rigtig god til at ignorere negative kommentarer og simpelthen ikke svaret tilbage på beskeder fra nogle personer, da jeg ikke mener jeg har brug for dem i mit liv. Der ville ikke komme noget godt ud af det, da det er sådanne typer hvor verden bare er imod dem. Kender i typen? Det er alle andres skyld. Alle er ude efter at få dem ned med nakken og de har det bare super hårdt. Hvor må det være belastende at have så lidt selv-indsigt og manglende ansvarsfølelse. Ej, mere belastende for de mennesker

Den SMS kunne jeg ikke ignorere. Vedkommende fik en SMS tilbage. Det første personen havde hørt fra mig siden februar i år og jeg skrev at hvis de kontaktede mig eller min familie igen, ville jeg melde dem til politiet. Det er ikke den eneste negative besked mig eller min kæreste har fået fra de pågældende familie-medlemmer og det havde ikke været den sidste.

B L O K E R E T, bitch!

Jep. De er blevet blokeret på alle mulige måder. Det har været svært at skulle affinde mig med tanken om at de ikke skulle have en del i mit liv, men hold nu kæft hvor er jeg ved at være glad for min beslutning. For ved i hvad? Jeg vil sætte mig og mine behov først (og selvfølgelig også Jónathans) ♥

Hvis der kommer mere, laver jeg en opfølgning på min opfølgning! Jeg håber dog ikke at det bliver nødvendigt.

Kys og kærlighed til jer ♥

Min store kærlighed ♥ P.S. Så var det ikke den bedste bryn-dag for mig. You know it, I know it.

 

3 comments / Add your comment below

  1. De skulle skamme sig!
    Som barn har man ingen stor skyld, uanset hvor svær man har været
    (har en stor søn der i en årerække var meget udafreagerende og det taklede vi i en periode helt forkert, men jeg kan love dig for at han har fået max igen på kærlighedsfronten)
    og Gud hvor bliver jeg dog trist på dine vegne over at din familie ikke rækker ud, de er de små og du gør rigtigt i at holde afstand når du ikke pt kan filtrere deres uforskammethed overfor dig 💖 Måske en dag vågner de og rækker ud, og så bestemmer du!
    Kram
    @myowninstaworld

    1. Ja, jeg tror faktisk jeg havde tilgivet ALT, hvis bare de havde rakt hånden ud. I stedet fik jeg flere svinere, mere skæld-ud og et endnu større had til dem.
      Hvor er det stort af dig at selv kunne se at i har reageret lidt ved siden af, i forhold til jeres store søn. Det er virkelig svært at se hvad man selv gør forkert i mange situationer <3
      Godt at han får masser af kærlighed!

      Kram kram kram kram <3 <3 <3 Du er skøn!

Skriv et svar