En tur i svømmeren med baby og angst

Jeg har længe frygtet denne dag. Dagen hvor jeg skulle i svømmehallen med mit dyrebareste. I svømmehallen med Jónathan.
Vi har snakket meget om det, og i dag skulle det være. Det blev aftalt et par dage før og så har jeg ellers gået og skulle vænne mig til tanken om at skulle i svømmehallen.

Vi stod op klokken 8:00 og allerede dér pakkede jeg tasken og gjorde alting klart, selvom vi faktisk først ville af sted efter Jónathans formiddagslur. Vi spiste morgenmad, legede, skiftede lorteble (på Tue, hehehe. Joke) og så puttede vi. Jónathan sover ikke så godt for tiden, så en lur der plejer at vare 2 timer cirka, varede kun 45 minutter. Nu begynder mine små klokker at ringe.
Åh nej. Det tegner ikke godt og nu kan det kun gå galt.

Jeg ved godt det nok skal gå, jeg skal bare have rystet den her katastrofe-fornemmelse af mig.

En ordentlig forberedelse.

Jeg kigger på anmeldelser af de forskellige svømmehaller der er i København, og besøger deres hjemmesider. Tue siger til mig at jeg bare skal vælge en. Jeg ved godt at han ikke mener det sådan, at det selvfølgelig, for de fleste, er bare at vælge en svømmehal. Sådan er det bare ikke for mig. Jeg skal vide hvad jeg går ind til og jeg skal gerne have undersøgt alle muligheder. For tænk hvis det blev en dårlig oplevelse, så ville jeg ikke kunne stoppe med at bebrejde mig selv. Jeg er skyld i de dårlige oplevelser.

Vi skynder os ud af døren, da vi ved at der ikke går mange timer før Jónathan er klar til at blive puttet igen. Jeg har ingen make-up på, håret er fedtet, der er huller i min top og pletter på mine bukser, så det har ikke just været en dag hvor jeg har set top smart ud, og har heller ikke følt mig helt sådan. Men pyt med det! Vi skulle jo bare i svømmehallen og der kan man forhelvede ikke have make-up på. Det er da fjollet.

Misofoni.

Vi sidder i S-toget og Tue han fucking smasker hele fucking tiden! DET ER TIL AT BLIVE SINDSSYG AF! Så fugtig-gør dog dine tørre, gammelmands læber og åben munden som et normal fucking menneske. Jeg HADER smaske-lyde og jeg flytter mig gerne fra folk der smasker. Hvorfor skal lyden følge med, når de åbner munden? Kan de ikke selv mærke at det er som lim når de åbner munden?! Vi andre kan da både SE og HØRE det. FUUUUCKKKKK!!
Ej. Det er ikke Tues skyld. På vej i S-toget er jeg virkelig nervøs for at skulle ud og bade. Der skal ikke meget til for at irritere mig lige nu og Tue står ved siden af mig og trækker vejret. Bitch, you will pay.

Så er det nu.

Vi kommer derud, betaler indgang, jeg går ud og tisser, Tue går ind i herrernes omklædningsrum, jeg bryder sammen.

Jeg ser en masse klapvogne og spørger den mor der sidder i entréen om jeg må tage en. Hun svarer ja og fortæller at hun aldrig selv har brugt den, men at hun har set andre mødre bruge klapvognene. Jeg får spændt Jónathan i klapvognen og spørger moren hvordan bassinet er og hun fortæller mig at det er skønt. Oh snap, oh shit, oh fuck. Det kilder i min næsetip og tårerne presser på. Hun rejser sig op og kan se jeg har det skidt. Det har jeg virkelig også og får spurgt ‘hvad nu hvis jeg falder?’ Hun kører Jónathan lidt væk fra mig, for jeg står ikke så stabilt på mine ben længere og jeg kan mærke at jeg er ør i hovedet. Jeg sætter mig ned og panikken breder sig i min krop. Jeg er ikke længere mig selv og mit syn er sløret. Jeg vil IKKE i svømmehallen. Hvad hvis jeg snubler med Jónathan? Hvad hvis jeg taber ham i vandet og jeg ikke kan få ham op igen? Så skal mit barn ligge og forbløde med åbent kraniebrud og dø af forblødning med en hel masse smerter i en fucking svømmehal i Valby, eller også drukner han, mens han panisk prøver at komme op af vandet uden at vide hvordan han gør. Min lille baby stoler på at jeg tager mig af ham, at jeg sørger for at han er i sikkerhed, men hvad hvis jeg ikke kan det? Der er så mange uforudsigelige faktorer og alle disse tanker popper op på et split sekund. Ej ikke helt, de har været i underbevidstheden og hjemsøgt mig hver gang jeg tænker på at tage i svømmehallen, men da jeg stod foran døren til omklædningsrummet, uden Tue, kom det hele op til overfladen og havde det ikke været for den kærlige, fremmede og omsorgsfulde kvinde, der tilfældigvis, heldigvis, var i entréen igang med at give sin søn mad, havde jeg nok aldrig samlet mig mod til at tage ind og bade med min baby.

Det gik fint.

Vi skyllede os, det gik fint.
Vi tog badetøj på, det gik fint.
Vi kom ud på den anden side af omklædningsrummet hvor Tue stod og ventede og så tog han over. Han bar Jónathan over i babybassinet og da først Jónathan havde set det an, plaskede han med arme og ben. Han elskede det! Mit hjerte hamrede af sted og adrenalinen kørte bare, jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Jeg tror jeg fældede et par glædes tårer og ellers så nød jeg tiden med min kæreste og baby.

Jónathan elskede at komme i svømmehallen og derfor gør vi det igen i næste uge. Og næste uge igen. Og ugen efter den. For jeg elsker Jónathan højere end jeg er bange for min angst.

Tak til den ukendte kvinde, der var klar til at yde omsorg til en fremmed pige, som fik et angstanfald. Tak til Tue for at have uendelig tålmodighed til mig. Tak for jer ♥

Han nyder at køre i S-tog.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar