Evigt rodløs – ufrivilligt såvel som frivilligt.

Forår

Kære blogger-verden, det skal ikke komme som nogen overraskelse, at mennesker med personligheds-vanskeligheder har svært ved at tilpasse sig. Dette kan vise sig ved gentagne adresse-skift, spontane flytninger og endda pludselige indskydelser om at skulle flytte til andre lande. I mit tilfælde er der adskillige adresse-skift i mine 25 år og jeg vil ikke være rodløs mere.

Rodløs som barn

Inden vi flyttede til Danmark i ’98, havde jeg allerede flyttet cirka 6 gange. 6 gange på 5 år. De første 5 år af mit liv.

Fra jeg var 5 til jeg blev 17, er der registreret 14 adresse-skift. Det er vel og mærke de registrerede. Udover dem, har jeg flyttet cirka 3 gange. Boet på skift hos familie og venner, levet i en kuffert, aldrig følt mig hjemme og evigt rodløs.

Det er ikke fordi at jeg har noget imod det, jeg kender jo ikke andet. Jeg kender ikke til ‘barndomshjemmet’ eller den følelse af hjem. Jeg bliver misundelig når mine veninder skal hjem til Jylland. Til de omgivelser de er vokset op i, til den mor der altid står klar med åbne arme, hjem. 

Aldrig hjemme

Der er to måder hvorpå man aldrig er hjemme. Der er garanteret en masse måder, men jeg fokuserer på de to måder jeg selv kender til.

  1. Den måde hvor man rent fysisk aldrig er hjemme. Jeg var sjældent hjemme. Jeg var altid ude og lave noget. Være sammen med mine venner, kæreste eller simpelthen bare være ude, for ikke at være hjemme. Så længe jeg kunne holde mig væk, jo bedre.
  2. Den måde hvor man psykisk aldrig føler sig hjemme. Jeg har tidligere nævnt i et andet indlæg, at jeg har flyttet en del. Og disse flytninger har gjort det, at jeg ikke har så nemt ved at falde til. Jeg føler mig ikke hjemme mange steder. Faktisk føler jeg mig næsten aldrig hjemme. Det eneste sted jeg har følt mig hjemme, er når jeg har været hos min mormor og morfar. De er desværre gået bort og jeg savner dem afskyeligt meget.

Ufrivilligt rodløs

Jeg har altid ønsket en stabil base.

Jeg troede at tingene var ved at vende for mig. Tue og jeg blev gældfri i løbet af ugen, jeg har det bedre psykisk, Jónathan trives og Tue er i fuld gang med at søge læreplads til drømme-uddannelsen.

Men som det altid har været, skal Viktoría da ikke nyde noget af positiv forbedring i hverdagen. Så på trods af at vi havde en aftale om at kunne bo i vores nuværende lejlighed i 2+ år, har udlejer valgt at opsige os som lejere. Vi har end ikke boet her i 1 år. Vi er blevet bedt om at flytte, fordi udlejers forældre har manglet et sted og bo. De har kendt til forældrenes situation siden sidste vinter – altså lang tid før vi flyttede ind.
Og nu skal vi optage nye lån. Større lån, fordi vi kan ikke nå at spare op til en andelslejlighed på 3-4 måneder. Tue må sige nej til en eventuel læreplads. Jeg kan ikke begynde at arbejde på deltid og stadig gå til behandling. Jeg har endnu ikke en fastansættelse og kun 2 måneder tilbage på S.U.

Jeg kan ikke se en lys fremtid de næste år. Men jeg vil prøve for Jónathan.

Endnu engang er jeg tvunget til at flytte. Mod min vilje. Og jeg er end ikke sur. Tue er tosset! Mine venner er vrede og frustrerede på mine vegne, men jeg er intet. Jeg er bare lidt chokeret.
Hvorfor reagerer jeg ikke mere på denne uretfærdighed? Det at min lille familie er blevet ned-prioriteret af en god ven og at min 1,5-årige søn skal rives ud af en institution han trives i.

Fordi jeg er vant til det.

Jeg er så sygeligt vant til svigt og at hver gang der sker noget godt, skal jeg ikke have lov til at nyde det. Jeg er alt for vant til svigt.

Jeg vil gerne have en base

Det eneste jeg ønsker for min lille dreng, er at han kan have sig en tryg base. At han kan føle sig tryg og hjemme. Jeg ved godt at han ikke tager skade og slet ikke kommer til at mærke til det, da han er så lille endnu. Men prøv at forestil dig alt hvad du har været utilfreds med i dit liv. Du arbejder hele dit voksenliv på at kunne give dit barn en bedre barndom end hvad du havde.

Det lykkes bare ikke altid. Jeg bliver desværre nødt til at flytte med min 1,5-årige søn for 2. gang i hans korte liv. Please, please, please Viktoría – lad være med at blive din mor. Find dig en base. Find en base for Jónathan.

4 Replies to “Evigt rodløs – ufrivilligt såvel som frivilligt.”

  1. Jeg er ret sikker på, at udlejer kun kan opsige jer, hvis han selv skal bo der… Så hvis I magter det, kan I prøve at høre LLO, om der er en sag.

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      Vi har taget fat i dem :p Bare lige for at tjekke, du ved.

  2. Tænker på jer <3
    Da jeg var yngre boede jeg bogtavelig talt også i en taske. Jeg gad virkelig ikke hjem til min mor og hendes psyko kæreste.. Jeg var så vant til at sove ude at jeg aldrig har haft problemer ved at falde i søvn et nyt sted. Jeg har dog heller aldrig følt mig hjemme før jeg mødte Steen. Totalt kliché agtigt men da jeg havde været hos ham i en måned og tog hjem for at sove hos min mor igen kunne jeg ikke sove i flere dage og så snart jeg trådte ind over dørtrinet hos Steen igen sov jeg nærmest inden jeg nåede hen i armene på ham i sofaen.
    Jeg kender alt til ikke at kunne se nogen lys fremtid – specielt økonomisk men om 5 år er jeg sikker på du er et helt andet sted end det du frygter lige nu <3

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      <3 <3 <3 <3
      Jeg mangler ord.
      Du er absolut fantastisk, og tak fordi du vil dele dette med mig.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.