Hvad er PTSD?

PTSD

Hvad er PTSD?

….. ja, det ved jeg faktisk ikke. Eller jo, jeg ved da godt hvad PTSD er. Men jeg tror ikke jeg forstår det helt præcist.

Men hvad er der at skulle forstå?
Jeg har, siden juli i år, fået at vide af tre forskellige læger og psykologer, at jeg har PTSD. Første gang de bragte det på banen, børstede jeg det lidt væk. For SÅ slemt har jeg jo ikke haft det, vel? Der er så mange der har haft det værre og meget af min egen elendighed er forårsaget af mig selv. Ikke? Eller nej? Jeg ved det sgu ikke.

Hvad er PTSD så?

Jo, det er en lidelse, hvor du vågner med mareridt, har hukommelsestab eller andre trigger-punkter, der kan sende dig tilbage til dit traume. Sådan har jeg forstået det og det er udelukkende taget ud fra mine egne oplevelser og erfaringer.
Jeg prøver stadig at lære, hvornår jeg er i færd med at have et “PTSD-øjeblik”, men jeg har det rigtig svært med det. For jeg har levet med det altid. Jeg har haft det sådan her, så længe jeg kan huske, hvorfor det kan være utroligt svært at skulle sætte finger på, hvad det er der går galt, indeni mig selv.

Er det ikke svært at sætte finger på hvad det er der går galt?

Jo! Tak fordi du spørger (sagde psykopaten til sig selv).

Det er nemlig skide svært og også fordi jeg er så vant til alle de her PTSD-følelser og triggere.
Jeg er blevet spurgt, hvordan jeg har kunnet afværge mange “anfald” igennem årene, og jeg kan ærlig talt ikke svare på det. Måske er det de mange års intens druk, efterfulgt af en lyst til hårde stoffer, der har fungeret som min selv-medicinering. Jeg ved det ikke.

Min fødselsdag

Et eksempel på en trigger, hos mig, er min fødselsdag.
Når det er ved at nærme sig den dag hvor jeg skal fejres og have gaver, begynder jeg at blive meget angst, deprimeret og tom indeni. Jeg vil ikke fejres, jeg vil ikke forkæles. Det føles forkert at en hel dag skal handle om mig.
Jeg får ondt i maven og der skal ingenting til, til at få mig ned i et stort sort hul, hvor døden virker som den bedste udvej. En følelse af, at hele verden ville være bedre stillet uden mig i den. At jeg ikke kan finde ud af noget og alt hvad der går skævt, er min skyld.

Alt er min skyld. Undskyld.

Det med PTSD, er at nogen gange husker man ikke hvad det er der er sket. Jeg må have fortrængt noget, der er sket omkring min fødselsdag, siden jeg reagerer så voldsomt, hver gang vi når september måned.
Jeg mødtes med min barndomsveninde et par dage efter, og snakkede med hende om det. Jeg fortæller hende at jeg ikke husker mine fødselsdage fra før jeg blev 18 år gammel. Lige med undtagelse af min 10-års fødselsdag, men det er kun vagt at jeg husker denne. Det var mens vi boede i Tranum og jeg holdt børnefødselsdag. Det var nu meget sjovt – så vidt jeg husker.

Før det, har jeg ikke måttet holde fødselsdag. Jeg har spurgt hvert år, men har altid fået afslag. Min veninde fortalte mig det. Jeg husker det ikke selv. Måske er det derfor jeg absolut vil holde en stor 1 års fødselsdag for Jónathan? Er jeg igang med at kompensere for alle de fødselsdage jeg ikke selv fik som barn?

Shit et luksusproblem.
Tænk sig at sidde, i en alder af 25, og brokke sig over at aldrig kunne få lov til at holde børnefødselsdag. Jeg skammer mig.

Ikke kun min fødselsdag

Men det er ikke kun mine fødselsdage, jeg fortrænger. Jeg har fået fortalt, af flere end 1, der har været voksen under min barndom, at de har oplevet at jeg er blevet smidt ud hjemmefra. Jeg husker det godt selv fra jeg var omkring de 12 år.
Men jeg husker ikke den historie med at jeg blev fundet af en venindes mor, bag en skraldecontainer, i en alder af 6 år, fordi jeg var blevet smidt ud hjemmefra. Hun fandt mig grædende og rystende af frygt.

Vil i høre det syge?

Jeg tænker; “Hun har haft en rigtig hård dag, og så har jeg bare været en irriterende lille møgunge. Måske har hun haft menno? Det kender jeg jo til og der er man ikke just ved sine fulde 5”.

Ja. I mit PTSD-hoved, kan jeg godt forstå hvorfor jeg er blevet smidt ud hjemmefra som 6-årig. Jeg undskylder på hendes vegne og fortsætter med at fortrænge den oplevelse – for jeg husker den ikke den dag i dag. Det er måske det vi skal arbejde på i min behandling? Måske noget hypnose?

Hvad er PTSD?

Ja. Jeg ved jo godt hvad det er. Men det er simpelthen så surrealistisk at skulle sige det om sig selv.

Hej. Mit navn er Viktoría og jeg har PTSD.

 

 

8 Replies to “Hvad er PTSD?”

  1. Hold nu op – dine ord går lige i hjertet på mig. Jeg bliver trist, og alligevel glad for, at du tør dele så åbent. Så ærligt og sårbart. Jeg er af den mening, at flere bør bryde tabuer, af alle slags, intet bør ties ihjel eller få folk til, at føle sig forkerte. Så tak for dig.

    Det er faktisk aller første gang, at jeg læser et af dine skriv, din blog er jeg ikke lige faldet over før. Nu får jeg lyst til, at gå på opdagelse i dit univers, og vil glæde mig til, at følge trosfast med fremover.

    1. viktoriagudrun says: Svar

      Tusind tak!
      Det betyder rigtig meget, især når det kommer fra dig. Jeg følger din blog og jeg synes du bryder tabuer og deler ærlige og grænseoverskridende tanker!

      Hvor er jeg glad for du vil følge med. Jeg bliver helt stolt!

  2. What.the.fuck

    Vi må være mentale tvillinger, altså….! Det med din barndoms fødselsdage…det var jo mig!

    Og JA! Du overkompenserer. Ligesom jeg gør med Alvin. Vid at du gør det, og hver stolt af at du FUCKING BRYDER DEN SOCIALE ARV, Viktoria!!!!

    Så pak ham ind i vat, rul ham i honning og drys med krymmel på toppen, og nyd hans glade uvidende fjæs, der bare elsker dig. Ik?

    Og hav aldrig dårlig samvittighed over det. Tværtimod.

    1. viktoriagudrun says: Svar

      Det kan da godt være vi er det 😀

      Vi er så fucking seje og vores børn har det bedst <3

  3. […] følelser jeg mærkede. Jeg forsøgte at forklare hvordan jeg oplevede PTSD og du kan læse det her. Skal lige huske at fortælle, at alt hvad jeg skriver på min blog er skrevet ud fra mine […]

  4. Så meget jeg kan genkende i din beskrivelse.
    For hvad skete der egentlig, ja jeg kan ikke Selv huske det… men med den angst må noget være sket.
    Det værste for mig er nætterne, og de drømme der lammer mig totalt… allerværst når jeg drømmer med åbne øjne og nutid bliver viklet ind i fortiden.
    Det fleste gange kan min hund Zorro hjælpe mig tilbage til hvirkeligheden….
    Håber du finder en vej der virke for dig.

    1. viktoriagudrun says: Svar

      Det er heldigvis lang tid siden jeg har haft de der “åbne øjne” drømme. Det lyder godt at Zorro kan være der og hjælpe dig lidt tilbage til nu’et <3

      1. Dejligt det er længe siden, og lidt rart (på den triste måde) med ennder ved hvad jeg mener med det. Jeg har dem også sjældnere, men bliver jeg presset hår det galt og kommuner I dk er gode til at presse

Skriv et svar