Jeg skal UD.

Nu er det på tide at skrive et nyt indlæg. Det kan være rigtig svært at finde ud af hvad jeg skal dele med jer, da mange af mine tanker og bekymringer er så fucked og jeg skammer mig gevaldigt over dem. Det har været svært at gå igang med den her blog og det er mindst lige så svært at vedligeholde den. For hvad er passende at dele? Hvad kan jeg tillade mig at skrive og hvad skal jeg holde for mig selv? Ja, den er sgu ikke nem, men jeg prøver gerne.

30-års fødselsdag.

Lørdag aften var jeg ude og fejre en skøn veninde. Hun blev 30 og havde inviteret 16 personer ud og spise på Paté Paté i Kødbyen, hvor hun selv arbejder. Maden var forudbestilt og jeg havde allerede sagt at jeg ville komme, så jeg kunne umuligt springe fra i sidste øjeblik. Fandens også.
Det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til at tage ind og mødes med mine venner og spise lækker mad, som i “gamle dage”, det er fordi jeg ikke kan lide at forlade Jónathan. Sådan er vi mødre skruet sammen tænker jeg. Vi er ikke for gode til at være adskilt fra vores børn.

Det kan godt være at det her ikke er en populær tanke, but here goes; jeg trænger, brænder og higer efter alenetid. At ikke være mor i et par timer. At ikke tage mig af andre end bare mig selv. Og undskyld Tue, men jeg trænger også til luft fra dig. There. I said it. Ved i hvordan det er at have så stor en lyst til at være alene, men ikke kunne det? For hver gang jeg tænker at NU skal jeg være væk fra baby og Tue og gøre noget som jeg har lyst til, kommer panikken. Det gjorde den også lørdag. Jeg sad ved bordet og lagde min make-up og kunne mærke at jeg blev helt svedig i håndfladerne og at mine ben blev til spaghetti. Som altid, fordi han bare kan sit shit, kigger jeg på Tue og siger at nu går det ned. Jeg går ind i sengen og venter på at han kommer efter mig, som han altid gør. Han kommer ind og beroliger mig, for det er noget Tue kan. Jeg ved faktisk ikke hvordan, men han gør det bare.

Jeg så fucking godt ud!

Jeg får lagt min make-up og kommer ud af døren. For når først man er ude og de første par timer er gået, begynder man at blive mere rolig. For hvis ikke Tue havde kunnet håndtere opgaven, så havde han jo allerede ringet og selvfølgelig var jeg taget hjem med det samme.

Jeg kom ind til byen og lignede en million. Ja. Jeg så fucking godt ud og jeg har endda lagt et selfie op på min instagram, for at ALLE kan se hvor godt jeg så ud i lørdags.

Vi spiste, drak rødvin, grinede og jeg følte mig som mig. Som Viktoría. Ikke nogens mor, ikke nogens kæreste, men som mig selv. Det er noget man glemmer som mor, altså at bare være sig selv. Det er slet ikke fordi jeg ikke tænker på min søn eller at jeg går ud og lader som om jeg er single, jeg sætter bare mig selv først i et par timer.

Evigheds-tømmermænd?

Nu er det mandag og jeg har stadig tømmermænd. Jeg har kastet op hele søndag og nu hele mandag formiddag. Shit hvor er det hårdt at have tømmermænd og en baby på 9 måneder. Men ville jeg gøre det igen? Ja. Helt 100% for det var sgu det værd. Og når mine tømmermænd er væk, så er jeg sikker på at jeg har fået ny energi og kan fortsætte med at være den bedste mor for Jónathan, som jeg ved jeg er.

 

Jeg havde helt glemt at fortælle jer!
Selvom jeg kom hjem pisse stiv, og vækkede Jónathan ved at brække mig højlydt og Tue fik kun sovet 1,5 time den nat, gik han ud og købte en gave til mig! Den sejeste t-shirt og jeg elsker ham for at have så meget overskud.

 

Skriv et svar