Kan en mor hade sit barn?

En glad dame

Sikke en overskrift at lægge ud med efter en måneds pause fra bloggeriet. Det er nu engang det, der ligger mig på sinde her til aften, så jeg må hellere få det ud. Som mange af jer ved, så bruger jeg denne blog som en form for terapi. En måde for mig at komme ud med de frustrationer, tanker, bekymringer eller hvad som fucking helst, der optager mig.

Og NEJ – jeg hader ikke Jónathan!Har aldrig gjort det, og kommer heller aldrig til det. Dette indlæg handler ikke om mig og Jónathan. Det handler om mig og hende. Om mig og min mor. Nok mest min mor.

Jeg er vokset op med følelsen af, ikke at have lov til at have følelser. Derfor er det virkelig befriende at kunne skrive offentligt omkring mine forpulede følelser. Derfor blogger jeg!

Lidt baggrund

Jeg vil ikke gå for meget i dybden med min mors opvækst, for det er ikke min opgave at fortælle, hvad hun har måttet gå igennem. Det er hendes privatliv. Men jeg er i min fulde ret til at fortælle, hvad jeg har oplevet i min.

Er du klar?

16-årig pige dyrker sex. Ubeskyttet sex. 16-årig pige bliver gravid. Abort? Eller beholde? Svaret blev: behold! Baby kommer til verden og den nu 17-årige skal tage vare på et andet menneske. Pyha! Jeg havde fanme aldrig gjort det. Jeg havde fået en abort. Men hvor er jeg glad for, at den baby ikke blev aborteret. For gæt hvad? Den baby er mig…shocker, i know.

“Jeg vil IKKE være som min mor!”

Er der ikke mange af os, der har sagt den sætning? Jeg har i hvert fald mange gange. Desværre er der en del, der ender sådan. Altså som deres mødre. Og hvis du er 16, nybagt mor, ikke har andre at se op til, hvordan bliver du så? Som din mor, of course!

Nu kender jeg kun min mormor som verdens dejligste kvinde. Jovist, der var alkoholisme og et stort forbrug af smøger, men jeg mærkede ingenting til det.

Kan en mor hade sit barn?

Jeg tror ikke, man kan have et rendyrket had til sit barn. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at nogen kan hade sit lille barn på den måde. Men igennem hele min opvækst, teenageårene og endda i mit voksenliv, har jeg følt mig hadet. Virkelig hadet. Af min mor.

Hun har mange gange sagt til mig, at jeg har taget hendes ungdom. At hun skulle høre på min far, der gentagne gange bad hende om at få sig en fucking abort. Men at hun modstod det. At hun har måttet udstå had fra min fars familie, at blive bagtalt og udstødt af sin egen mor, fordi hun blev gravid. Med mig.

Prøv lige at tænke på, at hun var kun 16 år gammel…

Jeg aner ikke, hvor mange gange, jeg har undskyldt for at være kommet til verden. Hun kysser mig på panden, når jeg undskylder og siger: “det skal du ikke tænke på, sket er sket”. Hun siger det med kærlighed, men ved i hvorfor jeg undskylder?

Når vi skændes, og hun skælder mig ud, græder jeg og føler mig uretfærdigt behandlet, så kommer remsen. Alt hvad hun har måtte stå model til, da hun ventede mig, og da jeg var kommet til verden. Hvor forfærdelig min far var, hvor hårdt det var at være ung mor, hvor hårdt det var at være hende. Og så kommer min undskyldning. Ikke hendes, for at have råbt af mig. Min undskyldning, for at være kommet til verden.

Kan en mor hade sit barn?

Som 6-årig gik det op for mig at min mor hader mig. Ikke hele min mor, for nej! Hun elsker mig satme på sin helt egen måde. Det tager jeg sgu ikke fra hende. Men en del af hende har hadet mig altid, for det jeg har gjort hende. Ved at komme til verden. Jeg tog hendes ungdom og da min søster kom to år efter, blev det da ikke nemmere.

Som 6-årig fortalte jeg et familie-medlem, mens jeg blev passet, at “mor hader mig, men det er okay – jeg forstår det godt”. Det var også i de år, jeg begyndte jeg at fantasere om selvmord. Det er tanker jeg har haft hele tiden. Hele min opvækst og selv i sidste uge. I forgårs. I går.

I dag

Jeg vil lige tilføje her til sidst; jeg har ALTID haft selvmordstanker. Men jeg er kommet langt og jeg er der, hvor jeg aldrig kunne finde på at gøre noget ved det. Så jeg håber ikke, jeg efterlader nogen bekymrede <3

Skriv et svar