Klinisk sygeplejerske

Det gode klinik-sted

Jeg fik min 1. prioritet, som var på en Nefrologisk afdeling. Nefrologien er et speciale i nyresygdomme og jeg er blevet vild med det. At jeg så fik lov til at komme på en afdeling med så skønt personale, der er inkluderende, hyggelige og har en meget høj faglighed. Jeg følte mig rigtig godt tilpas allerede fra den første uge og i løbet af de første par måneder, vidste jeg at dette speciale var noget jeg godt kunne tænke mig at arbejde videre med.

Tidligere erfaringer

Mine tidligere erfaringer med de forskellige klinik-steder har været både gode og dårlige. Men det der især har sat sit spor, er de skide, fucking, forfærdelige eksaminer.
Tidligere har jeg ikke haft en godt forhold til de kliniske vejledere. Altså jo – de har da været meget søde og utroligt hjælpsomme, når man som studerende kommer og efterspørger, men jeg har aldrig haft et tæt eller tillidsfuldt forhold til dem. Derfor har de forskellige eksaminer føltes som om jeg sidder overfor to fremmede, der slet ikke kender mig. Der slet ikke kender til min person og hvilke spørgsmål jeg forstår.

Min kliniske vejleder på mit sidste klinik-sted er fantastisk. Hun er engageret, omsorgsfuld, behagelig og utroligt sød. Jeg har aldrig følt mig så tilpas til en eksamen som ved hende.

Min sidste eksamen

Jeg var nervøs. Hukommelsen svigter. Jeg sveder ALLE steder – håndflader, pande, under patterne, røven. Da jeg kommer ind i lokalet, sætter jeg mig for bordenden og eksamen går i gang. Jeg starter med mit 10 minutters oplæg og prøver at smide en joke derind. Note to self: NEVER DO THAT AGAIN. Censor var ikke imponeret og sagde at jeg nok ikke skulle joke til næste eksamen. Det var fandme pinligt, men jeg lod mig heldigvis ikke slå helt ud. Vi fortsatte eksaminationen og jeg kunne godt høre på mig selv at jeg ikke var helt i top, men jeg følte mig ret selvsikker alligevel.
Det var en god dialog mellem mig, vejleder og censor. Hver gang jeg kunne mærke på mig selv at jeg blev usikker, kiggede jeg på min vejleder og bare det at få øjenkontakt med hende, beroligede mig igen. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor behagelig min vejleder er!

Votering og karaktergivning

Dengang det hed moduler var eksamen bestået/ikke bestået, men nu hedder det et semester og jeg skulle have min karakter.
For mig har det altid været vigtigst at “bare bestå”. Jeg har et par (eller 3) 02-taller på karakterbladet og det gør mig absolut ingenting, for jeg ved hvor meget jeg kæmper med PTSD og derfor, nogen gange, slemme tilfælde af hukommelses-svigt. For mange giver det mening at sige at “klappen går ned” og det gør den bestemt også, det er bare under hele semestret at min klap er nede. Hver gang jeg skal læse noget jeg synes er svært, går den ned og fordi min krop/sind husker noget som ubehageligt, vælger mit hoved at glemme. Det er fandme urimeligt.

Ved i hvad en censor engang sagde til mig? Jeg var højgravid og havde lige dumpet for første gang. Hun sagde:

“Det ville nok være en god idé at dukke op til nogle undervisningstimer. For sådan som din præstation er lige nu, vil du ikke blive en dygtig sygeplejerske.”

Fuck dig censor. Jeg havde været til alle undervisningstimer og jeg er en pisse dygtig sygeplejerske. Så ja – fuck dig.

Nå! Men jeg kommer ind efter vejleder og censor har fundet frem til min karakter og jeg har fandme fået 4! Fuck hvor var jeg lykkelig. Censor var rigtig undrende og forstod ikke helt hvorfor et 4-tal kunne være så stort for mig, men da jeg fik forklaret ham at jeg var spontan og ustruktureret som person, blev han lidt mere forstående.

Klinisk sygeplejerske

Med et 4-tal i hånden og kærlige ord fra personale, samt patienter på afdelingen, kan jeg nu kalde mig selv klinisk sygeplejerske.

Jeg er fra den 5/2 gået i gang med 7. og sidste semester. Om 5 måneder er jeg autoriseret sygeplejerske. Lidt vildt – ikke? Jeg er blevet rådet gang på gang på gang på gang at sygemelde mig.

Om 5 måneder er jeg færdiguddannet. Om 5 måneder er mit mål nået.

Skriv et svar