Min offentlige angst

Jeg vil lige lægge ud med at advare Jer fantastiske læsere. Min angst er meget fokuseret på Jónathan, hvori min baby kommer ud for helt absurd vanvittige og skøre episoder. Jeg ved godt de ikke sker, men sådan er det nu engang med angsten – den er en fucking sæk og viser mig billeder af min største frygt, nemlig Jónathans død. Så ja, det her er en advarsel.

Når man sidder i bussen, burde man være sikker. Ikke?
Sådan har jeg det ikke. Vi skulle et smut ind til byen og vi tog derfor bus 5c, fordi dovne Lis herovre ikke følte for at bevæge sig mere end højst nødvendigt. Sagde Gud ikke også at på den 7. dag skulle man hvile? Jeg ved ikke med Jer, men jeg ville ikke turde trodse Hende.

Nu sker det.

Jónathan sidder ligeså fint i sin barnevogn og leger med sit piskeris. Ja, vi har masser af stimulerende legetøj der passer til hans 8 måneder, det er dog et piskeris han ikke vil være foruden. Jeg står, som altid lige ved siden af barnevognen og ud af det blå er det som om jeg bliver slået i maven. Ham manden der sidder tæt på barnevognen vil slå mit barn. Han vil tage sin store hånd og plante den, med en voldsom styrke, lige på mit spædbarns kind. Han har tænkt sig at gå til angreb på et forsvarsløst spædbarn, MIT forsvarsløse spædbarn og jeg kan mærke at mine ører bliver røde (det gør de når jeg bliver sur) og jeg knytter mine næver.
Jeg kigger på Tue og fortæller ham at nu sker det. Nu får jeg et angstanfald.

I mit hoved er det ved at ske og de fucking billeder der popper op i mit hoved, af mit barn blive tæsket er så uvelkomne som noget kan være, de dukker bare op, de er der og jeg har rigtig svært ved at få billedet ud af hovedet igen. For hvis én mand kunne finde på at give en lussing, så betyder det jo også at alle andre kunne finde på det. Hvad der startede som en mand der slår min baby, ender ud i at en hel bus går amok på min baby. Min stakkels, lille, forsvarsløse baby.

Træk vejret, Viktoría.

Ud af bussen. Træk vejret, Viktoría. Ind og ud, ind og ud. Han har det jo fint. Der var ingen der slog ham og der er ingen der kommer for at slå ham. Træk vejret. Han har det helt fint.

Min dag var ødelagt. Jeg kunne ikke hygge mig inde i byen sammen med Tue og Jónathan. Dels fordi jeg var hangry as fuck og dels fordi min knude i maven ikke ville forsvinde.
Tue er så god til at prøve at muntre mig op og han gjorde sit aller bedste! Jeg er så glad for jeg har ham. Det kan dog være rigtig svært at få billeder af sit aller dyrebareste blive tæsket og jeg hader at jeg tænker sådan. Jeg hader at disse tanker kommer i mit hoved. Hvorfor kan jeg ikke være normal? Hvad er normal?

Det var mit første indlæg om min angst. Et indlæg om et af de “nemmere” angstanfald.

Masser af kys og kærlighed ♡

4 Replies to “Min offentlige angst”

  1. Nína Matthildur siger: Svar

    Fkn angst.. 👎 lifir sínu eigin lífi

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      Nkl! Leave Britney alone!!

  2. Seje dig, at du tør åbne dig!
    Jeg læser flittigt med på bloggen 😊

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      Tusind tak 😀
      Og jeg nyder at følge med hos dig!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.