Min PTSD blev trigget

PTSD

Kære læser

Jeg ved godt det kan være svært at læse mine indlæg. Jeg ved godt det kan være svært at sætte sig ind i mine voldsomme reaktioner. Jeg ved det kan virke så fjernt fra din virkelighed. Når jeg først er kommet mig over et “anfald”, synes jeg også at det virker fjernt fra min egen. Min PTSD er så fjern fra mig og jeg er først nu, begyndt at forholde mig til den.

Jeg vil i dette indlæg, forsøge at fortælle hvad der sker i mit hoved og med min krop, når jeg bliver trigget. Når jeg oplever at blive sendt tilbage til forfærdelige minder og at genleve de traumatiserende følelser jeg mærkede.
Jeg forsøgte at forklare hvordan jeg oplevede PTSD og du kan læse det her.
Skal lige huske at fortælle, at alt hvad jeg skriver på min blog er skrevet ud fra mine følelser, erfaringer og mit perspektiv. Det jeg oplever under et anfald (det lyder så barskt) er nødvendigvis ikke det andre med PTSD oplever.

Den langsomme start

Det store styrt starter langsomt hos mig. Der skal alligevel en del til, før jeg “crasher”. Min PTSD viser sig først, når jeg har været de andre par diagnoser igennem.
Lad os tage dem skridt for skridt, hvor jeg vil gøre mit bedste, for at beskrive hvad der sker.

Det er så langt tilbage at jeg kan sige; for to uger siden (ja, snakken om lang opstart til at crashe). Ja, for to uger siden var jeg på Herlev Hospital og gjorde mig klar til at sende et spørgeskema til min vejleder, via min mail. Dora” popper op på min skærm og jeg kan mærke, at jeg med ét bliver angst. Dora er min mors navn.
Angst – den første djævel der viser sig og det ender med at jeg græder på min vejleders kontor.
Når jeg bliver ramt af panikangst og jeg kan mærke at det er det der sker, begynder min overlæbe at kilde. Læberne kilder, pulsen stiger, jeg bliver svimmel, sløret syn og når næsen begynder at kilde, ved jeg at jeg skal sætte hovedet mellem benene. Ellers besvimer jeg – det er sket før.

Pinligt

Ja, jeg synes sgu at det er pinligt. For jeg er ikke typen der tuder, I ved? Men når man frygter hvad ens egen mor kan finde på at skrive i en mail, så er det sådan jeg reagerer. Mailen var stik modsat hvad jeg forventede og måske er det lige netop det, der udløste min angst?
Jeg vil rigtig gerne fortælle mere om de her mails fra min kære moder, men det må blive en anden gang. Ellers bliver det her indlæg simpelthen for langt og det er der ingen der gider.

Borderline – din fucking sæk

Jeg tror ikke min dosis af antidepressiv/angstdæmpende/overskudsgivende/Viktoría-bliver-sjov – piller, er høj nok. Jeg er ved at falde tilbage i det samme mønster, som før jeg fik pillerne. Er der en årsag til det blusser op igen? Altså udover det faktum at jeg, endnu engang, skal øge dosis.
Vredesudbrud, skænderier med Tue, tristhed og manglende overskud. Kællingen kaldet Borderline, begyndte at titte frem, da jeg modtog 2. e-mail fra Dora.
Endnu engang var mailen anderledes end forventet, så mit hoved blev bare rigtig forvirret. Men én ting havde begge mails tilfælles – de var begge skrevet med det for øje, at skulle manipulere mig. Der blev brugt beskidte kneb og jeg var lige ved at falde i fælden.

Efter at have snakket med Tue og mine veninder om det, vidste jeg at det var den rigtige beslutning at ikke have kontakt til min mor. Og jeg vil fortsætte med at blokere hende. På alle de måder den kvinde forsøger at kontakte mig på.

Talebeskeden

Doras nummer er blokeret på min telefon. Ligeledes er hendes mands det også. De skal ikke kunne sende flere vrede sms’er. De er blokeret på mail og facebook. Havde de haft Instagram, var de også blevet blokeret der.

ALLIGEVEL formår kvinden at efterlade en telefonbesked til mig. Jeg har ikke hørt min mors stemme siden februar 2017 og det var som en mavepuster. For jeg savner en mor. Jeg savner én der elsker mig ubetinget. Jeg savner duften af min mors brystkasse og hendes hår. Jeg savner hendes kram og hendes latter. Jeg savner hvordan hun kan ryste på hovedet af mig og min lillesøster når vi slynger “din mor”-jokes efter hinanden.

Men jeg savner ikke hende.

Er i med så langt? Jeg stopper nemlig ikke min fortælling endnu!

En Instagram-besked fra min søster

Jeg har en lillesøster på 12. Hun bor sammen med min mor og jeg har stadig kontakt med hende (læs; meget sparsom).
Klokken 06:03 får jeg en besked i min ig-indbakke fra hende. Hun efterspørger en adresse, hvor hende og min lillebror (som jeg ikke har kontakt med) kan sende en gave til. En sød lille gave til deres nevø, Jónathan.
Hvorfor spørger hun om min adresse? Hvorfor spurgte hun ikke om adressen da han havde sin første fødselsdag i sidste måned og jeg SPAMMEDE min Instagram med fødselsdags-opslag? Hvorfor nu?
Nårh jo. Min mor har efterspurgt den adskillige gange og jeg tror at det er hende der har fået min lillesøster til at skrive og spørge efter adressen. Lige dér fik jeg mig endnu en mavepuster, men fordi jeg skulle skynde mig og skulle have tankerne over på noget opgave-skrivning. Jeg fik tankerne på noget andet og lod det ikke påvirke mig. Indtil senere på aftenen. Det havde simret i baghovedet og jeg savner jo mine søskende. Jeg vil hellere ikke ses som hende heksen der nægtede børnene at give deres nevø en julegave!

Men det er bedst at lade være. Eller give dem min fars adresse på Christianshavn? Det er nok en meget fin løsning.

Jeg føler mig som verdens værste datter og søster. Jeg ved at nok må være nok. At jeg må begynde at sætte mig selv og min egen psyke i første række. Så nej. De får ikke min adresse, ej heller får Dora lov til at sende mig beskeder eller ringe til mig. Det holder jeg fast i.

NU kommer vi til PTSD -svinet

Ja, det har været noget af et tilløb, ikke? På to uger blev jeg kontaktet 3 gange af min mor, Dora og 1 gang af min lillesøster på 12. Jeg var endnu ikke knækket torsdag morgen, men jeg kunne mærke at der nok ikke skulle så meget til.

PTSD er en diagnose jeg har lært at kende på 4 måneder, men som har været en del af mig siden jeg var teenager. Jeg har brugt 4 måneder på at prøve at lære mig selv at sætte ord på. Sætte ord på de følelser der opstår i visse situationer. At “kategorisere” mine diagnoser, hvor fjollet det end lyder.

Så da jeg lørdag aften “crashede”, vidste jeg godt at de to uger med gentagen kontakt fra Dora, måtte ende skidt. Hvordan har jeg kunnet klare to uger uden? Ja, nu hvor jeg kigger tilbage har jeg heller ikke helt klaret de to uger.
Jeg fik panikangst og min borderline spillede smart.

Men intet kan sammenlignes med den følelse af tomhed, når PTSD kommer på besøg.

Jeg er her bare

Jeg ligger på sofaen med halvdelen af mit ansigt begravet i sofaen og kan knap nok trække vejret, men det rører mig ikke. Jeg lægger ikke mærke til det. Jeg stirrer på min lille drengs legetøj. Jeg tænker ikke noget, jeg føler ikke noget. Jeg kigger bare.
Jeg er her bare.
Hvem er jeg?

Jeg ved faktisk ikke hvor længe jeg ligger sådan. Min krop er livløs, ligesom mit blik. Jeg kan mærke Tues bekymrede blik hvile på mig, men jeg har ingen kræfter til at løfte hovedet. Ingen kræfter til at spørge ham hvorfor han glor sådan på mig og ingen kræfter til at sætte mig op og snakke med ham.
Hvad skal vi snakke om?
Hvad sker der?
Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg har aldrig vidst det, men jeg har prøvet det her mange gange før i mit liv. Oftest omkring min fødselsdag.

Tue beder mig om at sætte mig op og det gør jeg. Uden at foretrække en mine. Mit hoved føles tungt, så det falder lidt til siden, for jeg orker ikke at bære på det mere.
Mine led smerter. Mine håndled, ankler, albuer, skuldre. Min nakke bliver helt stiv og mine tæer føles lige pludseligt dobbelt så store.
Det gør ondt.
Jeg gør ondt.

PTSD gør ondt.

Tårerne begynder langsomt at løbe ned af mine kinder, mens jeg sidder med et hænge-hoved og stadig uden at foretrække en mine.
Dryp, dryp, dryp. Det løber fandme stærkt. Og jeg vidste ikke engang jeg var ked af det. Jeg ved ikke noget som helst. Jeg aner ikke hvordan jeg har det, FOR JEG HAR INGENTING.
Jeg føler ingenting og samtidig føler jeg alting.

Mit hoved er ved at springe. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af det her igen, så jeg må vente.

Heldigvis har jeg en Tue. Han siger til mig at jeg skal løfte hovedet og jeg kan ikke huske hvordan, men han får mig til at smile. Han har sikkert hentet mig en Pepsi Max, lord knows jeg elsker det shit.

Triggeren

Hvad var det der fik mig trigget tænker du? Jamen hvis ikke det var de beskeder fra Dora, og det ikke var beskeden om hvorvidt min lillesøster måtte få min adresse. Hvad var det så?

Fucking Snapchat.

Hele familien er åbenbart taget til Sverige og besøge min anden søster, som læser på universitetet i Stockholm.

Motherfucking Snapchat.

5 Replies to “Min PTSD blev trigget”

  1. Åh Viktoria❤️ I Fucking hear you, sister!!
    En million kram til dig. Og skal vi snart ses og drikke et par spande max??

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      JA TAK <3 <3 <3

  2. Jeg kender det har også fået tilstand PTSD i år og det giver så meget mening i forhold til min måde at reagerer så ja kan sætte mig ind i det der sker .

  3. Jeg kender det har også fået tilstand PTSD i år og det giver så meget mening i forhold til min måde at reagerer så ja kan sætte mig ind i det der sker .

    1. viktoriagudrun siger: Svar

      <3

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.