Når angsten pisser mig af

Lørdag aften lagde jeg mit sidste indlæg op. Det var intimt, personligt og hudløst ærligt. Jeg kan fortælle at det bestemt ikke var nemt at lægge sådan et indlæg op offentligt.

Op til at det blev lagt ud, havde jeg en “episode”. Det var meningen at Tue og jeg skulle ud og se en koncert og Tues mor og stedfar skulle passe Jónathan lørdag aften. Jeg kunne godt mærke at jeg var lidt stresset i løbet af dagen, fordi jeg er sgu ikke glad for at andre end Tue eller mig er hos Jónathan om aftenen.
Selvom Tues mor er en fucking babyhvisker.

Jónathan er normalt meget reserveret overfor fremmede, men smilte med det samme han så sin Bedstemor, han var næsten ikke til at få ud af hendes arme fra onsdag-lørdag.
Så det har intet at gøre med om hvorvidt jeg stoler på Bedste.
Jónathan havde været svær at putte og jeg kunne mærke varmen stige i kroppen. Jeg tror de fleste (læs; alle) mødre kender den følelse. Man skal ud og baby skal passes af én der ikke har brugt 9 måneder på at lave ham/hende.

Jeg skammer mig.

Vi prøvede at få ham til at sove og jeg blev mere og mere angst. Jeg lå og græd ved siden af mit rastløse barn, imens svigermor og svigerfar sad i stuen med Tue og ventede på at jeg kom ud, så vi kunne tage til koncert. Blandet med angsten, kom skammen. Ligesom hende der præstinden i Game Of Thrones der går bagved Cersei og råber “SHAME” og samtidig svinger med en forbandet klokke. Ej okay, måske var det ikke helt SÅ skamfuldt, da Bedstemor godt ved hvordan jeg har det. Men jeg skammede mig. Rigtig meget endda. Det sidste jeg ville var at komme ud og se Tues mor i øjnene, for jeg havde jo også spoleret deres aften, som de havde planlagt rundt om denne babysitning.

Det var endda en koncert jeg havde plaget Tue om at tage med til. Jeg havde virkelig smurt tykt på og sagt at nu skulle vi for engangs skyld gøre noget som JEG vil, og hvorfor vi aldrig gjorde noget for MIN skyld? bræk bræk bræk bræk. Jeg har lyst til at give mig selv en lussing.

Undskyld.

Jeg skrev til Tue inde fra soveværelset af, at han måtte sende sine forældre hjem igen. Jeg kom i hvert fald ikke ud af soveværelset og vi skulle bestemt ikke til nogen koncert. Aftenen var ødelagt fordi Jónathan ikke ville sove. Nej nej nej for helvede! Det var min angst der ødelagde aftenen. Det er så nemt at fralægge sig ansvar, ikke?
Da bedstemor og bedstefar var taget hjem, kom jeg ind i stuen og begyndte min lange undskyldning om at modet blev taget fra mig på grund af Jónathans brokkeri, men det er jo løgn. Modet blev taget fra mig fordi jeg er fucking bange og længere er den ikke. Jeg rystede og kunne ikke finde ud af mig selv eller mine følelser
og jeg ved faktisk ikke hvad jeg reelt var angst over den aften, jeg kunne bare ikke.

Jeg kan ikke.

At ikke kunne. Magtesløshed og ensomhed i angsten.
Det er sgu en ulækker følelse og jeg er endnu ikke sej nok til at ‘være i angsten’, som jeg ved mange med angst arbejder på at kunne.
At ikke kunne. Føj.

Lørdag aften havde allerede klokken 21 fået dårlige anmeldelser herfra. Jeg tænkte for mig selv, at intet kan redde mit humør nu, og jeg havde faktisk glemt alt om at udgive blog-indlæg. Indtil en opmuntrende pige tilfældigvis skrev at nu sad hun og ventede, fordi jeg havde sagt at jeg ville lægge et indlæg på bloggen
lørdag aften. Hun er den pige, der selvom man ved hun har sit at kæmpe med, altid finder opmuntrende ord til andre. Hun laver søde kommentarer til ens billeder af de små bebser og hun er bare super fucking sød. Kender i typen? Hvis ikke, så find jer en af dem. De er fandme nice.
Det var det. Den besked rev mig i nakken, jeg fik udgivet indlægget og fejrede med et glas rødvin med min dejlige Tue.

For en pige der sad og rystede og havde de mest afskyelige tanker, skulle der ikke mere til. Hun gjorde en forskel. Og jeg er sikker på at hendes karma-bank er
sprængfyldt. Tak for dig.

Der skal ikke så meget til for at sende mine tanker i tusind forskellige retninger. At Tue kommer til at sætte for meget mad på min tallerken, kan udløse et skænderi der varer en dag (jep, det er sket i går faktisk).

Jeg takker for alle de små ting, der kan virke ubetydelige for andre, men betyder verden for mig i øjeblikket.

Masser af kys og kærlighed fra det lille hjem i Nordvest ♡

P.S. Jeg skal nok blive bedre til at komme med billeder. Jeg har bare en suuuuper dårlig telefon (hint hint Tue), så den tager dårlige billeder. Og så glemmer jeg at tage billeder.

Skriv et svar