Utilstrækkelig

Enhver der kender til følelsen af at være middelmådig og utilstrækkelig, ved at det kan være hårdt at hive sig væk fra det billede af sig selv.

God start

Jeg var kommet tilbage på hospitalet efter at have været væk i knap en uge (med weekend) og jeg var mødt ind med masser af gåpåmod og det sædvanlige smil, der som regel sidder fast på mine læber en hel dag. Vi fik at vide at det ville være en travl dag, og jeg endte faktisk med at skulle gå med to studerende. Ja. MIG! Jeg skulle gå med de to, én på 6. semester, som mig selv, og én på 1. semester. Det var selvfølgelig helt okay og det var kun hyggeligt at prøve det. JEG skulle nu fortælle og forklare hvordan vi gjorde på afdelingen – sådan nogenlunde da.

Spændende!

Utilstrækkelig

Åh nej. Nu begynder hende fra 6. semester at påpege, at DET burde jeg altså vide og lige netop DET bliver du spurgt om til eksamen.

“Ej nej nej, DET må du hellere skynde dig at læse op på. Sådan noget skal man da vide.”

Hun mente med garanti intet ondt med det, hun fortalte mig blot hvad HUN mente var vigtig viden.
Jovist, jeg skulle da have børstet det af mig og fortsat med at være mit smilende og glade jeg. Jeg skulle have vidst at det var noget hun selv havde fået at vide af sin vejleder og ikke noget jeg burde have den helt omfattende viden omkring.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg børstede det ikke af mig.

I løbet af formiddagen begyndte jeg at blive tiltagende dårligere. Jeg blev svimmel, varm, koldsvedende, fik kvalme og ondt i maven. Jeg begyndte at få nakkespændinger, muskel- og ledsmerter, samt sløret syn.
Jeg ved ikke om det er min PTSD eller Borderline der skyld i alt dette ubehag, da det stadig er så nyt for mig at skulle sætte navn på min tilstand.
Jeg ved bare at jeg havde det dårligt.

Jeg havde svært ved at kigge på hende, jeg følte mig dum, utilstrækkelig og dårlig i mit fag. Jeg blev usikker på alle mine handlinger og begyndte at tvivle på, om hvorvidt jeg overhovedet ville blive en dygtig sygeplejerske.

Er det ikke vildt?
Det lyder helt barnligt, ikke?

Den bette ting. De små, “ubetydelige”, bemærkninger fra en med-studerende, har været årsagen til at jeg lå på sofaen hele eftermiddagen og aftenen. Jeg havde ondt, kvalme og hovedpine. Jeg kunne ikke rigtig noget, andet end at komme med sørgelige rester af smil, til min søn.

Man ved det jo ikke

Det er så svært at være psykisk syg. Der er ingen der kan se at vi er sårbare. Der er ingen der kan se at de skal tage hensyn. Og der er så få der kan se, hvor ondt det gør.
Tue kan se, hvor ondt det gør. De to sygeplejersker der så mig græde i går, så hvor ondt det gør. Jeg vil jo bare gerne være dygtig. Jeg vil gerne være klog og jeg vil rigtig gerne gøre et godt stykke arbejde.

Det gør så ondt.

Jeg glæder mig til min kognitive behandling begynder. Måske jeg slipper af med at være så skide sensitiv. Det går jo ikke, at når jeg er færdiguddannet sygeplejerske, så ikke at kunne tåle sådanne kommentarer.
For det virker så tåbeligt.

Ikke?

6 comments / Add your comment below

  1. Ég var að fatta hvernig natrium kalium pumpan virkar.. 3 árum eftir að ég útskrifaðist 🙈 Mér finnst við samt ógeðslega klárar og flottar 😊

    Vona að þú lærir að blokka svona komment og halda áfram ☺ mín mantra er “þetta hefur ekki áhrif á mína líðan” 😁

  2. Hvor er det godt skrevet, og hvor er du sej for at sætte ord på.
    Vi får som Sygeplejestuderende at vide, at det vigtigste som sygeplejerske er at vi skal være rummelige. Men svært fo andre at rumme noget, de ikke kan se.
    Jeg har ADHD og er sensitiv, og ja jeg sidder med følelsen af fjollet og dramatisk, hver gang jeg hører andres reaktion på min diagnose.
    Så tak Viktoria for at du sætter ord på dine følelser og oplevelser, og har lavet bloggen 💋

    1. Tusind tak for din besked <3
      Selv tak! Vi oversete i samfundet og der er ikke så mange der ved hvordan de skal agere når de begynder at høre om en andens diagnose.
      Jeg har tit tænkt på dig og håber du har det godt <3

Skriv et svar